I går så jeg et filmklip fra dengang det første menneske satte foden på Månen. Neil Armstrongs berømte ord: ”That’s one small step for man, one giant leap for mankind” sidder fast i bevidstheden hos mange mennesker, også hos os, som ikke var født i 1969.

Filmklippet fortalte mig også, at Neil Armstrong var 38 år gammel. Jeg er 38. Og jeg har aldrig gået på Månen, for slet ikke at tale om at forlade Jordens atmosfære. Og det har jeg det ganske fint med. Men alligevel kom jeg efter at have set klippet fra månelandingen til at summe lidt over, hvad og hvor meget eller lidt man opnår i sit liv.

Pudsigt nok kredsede min prædiken fra i søndags en smule om det samme. Om livet og døden, om ensomhed og de skridt, vi tager. Og tallet 38 går også igen. Så nu får I prædikenen i sin helhed.

Prædikenteksten til i søndags kan læses her.

 Prædiken

”Jeg har ikke et menneske til at hjælpe mig”.

Den sætning rammer mig hårdere end meget andet i Bibelen. Jeg tror, at vi alle kender til at være ensomme i perioder. Måske nogle minutter, nogle timer, dage eller måneder. Og det gør ondt. Når man ikke har nogen. Det får os til at stille spørgsmål ved, om vi hører til noget sted.

Manden, der lå her ved Betesda-dammen havde ikke bare været ensom i nogle minutter eller dage. Han havde været syg i 38 år, og vi må forstå, at i al den tid havde ingen hjulpet ham. På den tid betød sygdom, at man var rituelt uren, så ingen turde nærme sig de syge af skræk for, at de selv blev urene.

Hvad kan man nå på 38 år? Ja, man kan eksempelvis nå at blive født, vokse op og blive præst ved en håndfuld små kirker på Midtfyn. Det er hele mit liv, som kan nås på 38 år. Eller også kan man være syg og ensom og ligge i en usikker, udsat og uudholdelig venteposition under nogle søjlebuer ved en dam i Jerusalem. Og man kan længes efter og håbe på, at miraklet skal ske; at det helbredende vand skal boble frem i dammen, og man kan være den første, som når i.

Men: ”Jeg har ikke et menneske til at hjælpe mig”.

Sådan siger manden. Det er hans liv. Et liv i ensomhed.

I disse dage går en mand rundt i Danmark. Han hedder Patrick. Han går mere end 2000 km i ”March mod ensomhed”. Konceptet er enkelt. Han går kun, når han har følgeskab af andre. I ensomheden er der ingen bevægelse. Kun når man er i fællesskabet, kommer man fremad. Projektet opstod for snart 10 år siden, da Patrick havde været ensom alt for længe. Så tog han beslutningen om at starte den første March mod ensomhed.

Det vil være forkert at sige, at manden der ved dammen bare skulle have besluttet sig for at starte sin egen march mod ensomhed. Det formåede han ikke. Men i lighed med Marchen, så sker der en forvandling af manden, da han møder et andet menneske. Og ikke et hvilket som helst menneske.

Der kommer et menneske hen til ham og stiller vel nok det dummeste spørgsmål, der overhovedet kan stilles: ”Vil du være rask?”

Først er svaret: Jamen, jeg kan jo ikke. Men Jesus går i overført betydning med på den syges vej. Da manden siger de hjerteskærende ord: ”Jeg har ikke et menneske til at hjælpe mig”, da lyder svaret fra Jesus: Jeg er det menneske. For din skyld blev jeg menneske.

Det er for alle vores skyld, at Gud blev menneske i Jesus. Alle os, der af og til rammes af ensomhed og er ude af stand til at være menneske, hverken for os selv eller for andre. Det er os, som Gud blev menneske for.

Bibelens menneskesyn er altid kollektivt. Det vil sige, at mennesket i de bibelske tekster aldrig ses som et isoleret individ, men derimod betragtes i forhold til et eller flere fællesskaber, fx folket, slægten, menigheden eller menneskeheden. Manden ved dammen er ganske vist en ensom skikkelse, men hans ensomhed er et billede på os alle sammen. Bibelens kollektive menneskeopfattelse indebærer, at menneskets handlinger mod andre mennesker får afgørende betydning for dette menneskes forhold til Gud.

Vi sang lige før om Betesdasøjlernes buegange. Det sidste vers fortæller os netop om vores forhold til Gud gennem andre mennesker:

”Men husk: Et menneske skal du være. Fra egne veje at kunne vige, en broders ansigt ved mødet kende – [dét] er på jorden min Faders rige.”

Vi har altid et menneske at være medmenneske for. Og når det sker, så bryder Guds rige frem i verden.