Fastelavns Søndag

 

“Er det et godt eller dårligt liv at være blind?” Sådan lød overskriften på det seneste nyhedsbrev fra Dansk Blindesamfund. Landsformand Ask Abildgaard skriver i lederen til nyhedsbrevet, at han måtte tænke sig rigtigt godt om, da en elev fra hans søns skole forleden stillede ham netop dette spørgsmål: “Er det et godt eller dårligt liv at være blind?” “Jeg har et godt liv,” skriver han. “Jeg er glad for min familie, min kone og mine børn, mit meningsfulde arbejde i Dansk Blindesamfund, og mange andre ting i mit liv giver glæde. Men jeg ved også, at ikke alle med synshandicap lever lykkeligt, ja bare nogenlunde tåleligt. Der er meget ensomhed, sorg over det tabte syn og frustration blandt vores medlemmer. Det kæmper vi med hver dag.”

 

At have sit syn er dog ikke det samme som, at man ikke kan være blind på andre måder. Vi, som har synet, kan også være blinde. Vi er af og til blinde. Blinde for andres behov, blinde for problemer, blinde for sammenhænge. Blind for ansvar. Blind for hvor grænsen mellem ens eget land og et andet land går.

 

Denne type blindhed er modsat den fysiske blindhed sjældent noget, der går ud over en selv. Denne type blindhed går næsten kun ud over andre. Denne type blindhed bunder i uansvarlighed, umenneskelighed, ukærlighed. Denne type blindhed ser kun sig selv.

 

Vi taler om ”at have et blindt punkt”, men for en despot, der er blind for retfærdighed, sandhed og medmenneskelighed, ja, der er der tale om, at han ”har ét seende punkt”. Han ser kun sig selv. Alt andet er han blind for.

 

Den blinde mand, som råber på Jesus, han er i nogen henseender slet ikke blind. Han er nemlig ikke blind for, at Jesus kan noget særligt. Og han er ikke blind for troen. Han ser med troens øje, at Jesus nærmer sig, og så beder han: ”Jesus, Davids søn, forbarm dig over mig!”

 

Denne bøn – ”forbarm dig over mig” – er en af de ældst kendte bønner, som vi ved, at man også brugte i kirkens første år. Bønnen viser, at man ikke er blind over for verden omkring sig. Den udtrykker, at man ved, at man ikke kan have magt over alt i verden. Det er der nogen, som trænger til at blive mindet om. At blive mindet om, at magt og ansvar skal gå hånd i hånd. At blive mindet om sin egen blindhed.

 

En af de allermest kendte børnesange i Danmark, nemlig “Jeg ved en lærkerede” handler om et barn, der netop ikke er blindt. Drengen, som “ved en lærkerede” ser reden og ser sit ansvar. Han ser, at han skal passe på reden, og derfor holder han den hemmelig.

 

Lærkereden er altså et trygt sted for de dunede unger og de to gamle lærker. Det er deres hjem. 

 

Der er en tryghed forbundet med det, vi kalder “hjem”. Det er derudfra, alting går. I dag er en familie kommet fra deres hjem, deres lærkerede, for at få deres datter døbt. Det er altid en glæde, når vi har dåb i kirken. Ved dåben der hører vi Gud sige sit store “JA” til os. I dåben tager Gud sig tid til at kalde os ved navn og bekræfte, at vi hører ham til. Lidt på samme måde som da Jesus tog sig tid til at standse op ved den blinde mand i Jeriko.

 

Jesus sagde til ham: Du er vigtig nok til, at jeg vil give dig synet igen. Og manden kan se. Når vi bliver døbt, får vi ikke som sådan synet tilbage, men alligevel kan den døbte, kan alle døbte, gå ud i verden med et ændret syn på den. Når vi får Guds store JA i dåben, lærer vi hans kærlighed til os mennesker at kende. Og med den kærlighed in mente, kan vi gå ud og give vores lille flig af samme kærlighed videre.

 

Det gør vi, når vi hjælper dem, der har brug for det, når vi giver til dem, der mangler; når vi passer på alverdens lærkereder, så gør vi det, som Jesus lærte os, at Gud vil. Amen.

 

Herre Jesus Kristus, forbarm dig over os. Amen.

Frygt ikke!

Sådan sagde englen til hyrderne på marken, da de får nyheden om, at der er født en frelser.

Frygt ikke!

Sådan sagde englen til Maria, da hun fik besked om, at hun skal føde Guds søn.

Frygt ikke!

Det er ord, som næsten altid forudgår englenes budskab til mennesker. For når engle kommer med nyt, er det altid store nyheder. Nyheder, der vælter vores verden. Og englene er kommet for at fortælle os, at nu vælter verden virkelig – men vi skal ikke være bange, for det er en glædelig omvæltning.

Så frygt ikke!

Der er ellers nok at frygte og være bange for her i verden, stort såvel som småt, også her i decembers glædes- og forventningstid.

Hvis man ser julekalender, har man kunnet være bange for, om Team Kometerne mon får reddet Planet 9 og 9-serne. Man har bidt negle over, om Sofie og Dixie finder tilbage til den rette tid i tide. Og hvert år er det lidt spændende, om Gertrud Sand mon finder den store kasse med julepynt.

I virkelighedens verden kan et enkelt blik på dagens nyheder fylde én med frygt og bekymring for, hvordan verden mon skal blive ved at hænge sammen. For vi kender ikke hele historien. Det gør vi ofte heller ikke, når vi ser julekalender, men alligevel har vi en forventning om, at det ender godt. Det skal nok gå.

Frygt ikke!

Og sådan er det også med juleevangeliet. Det ender godt. Eller rettere: Det er allerede endt godt. For det er allerede sket, at glæden kom til jorden i skikkelse af et barn, der blev født i Betlehem.

Og nu – to årtusinder senere – glædes vi stadig over det. Vi frygter ikke besøg fra himlen, nej, vi har allerede fået besøg. Så der skal ikke være frygt, kun glæde.

Da vi for lidt siden sang salmen om netop denne hændelse: Et barn er født i Betlehem, da lød omkvædet gennem hele salmen: Halleluja!

En jævn og mundret oversættelse af ordet ”halleluja” kunne være ”hurra”. For det er det, man siger, når der ikke er plads til frygt. Det er det, man siger, når glæden vinder, når håbet får magten og når jublen ikke kan holdes tilbage. Når man har noget at fejre.

Men ”halleluja” har dog en dybere betydning end ”hurra”. Det betyder på hebraisk ”lovsyng Gud”. Og det er nødvendigt at sige mere end ”hurra”, når glæden er så stor, at den bliver forkyndt af engle. Sådan som englene sang for hyrderne på marken, skal vi også synge. Vi synger glæden ud, fordi vi ikke kan lade være. Vi synger den med et ”halleluja” ud i verden til alle mennesker – og til Gud.

Vi lovsynger Gud i glæden.

Og er vores egen lovsang ikke nok, så er det, at englene kommer. De kommer flyvende i julenatten, slår vingerne ind og lander blidt i os alle sammen. Så hvisker de til os: ”Frygt ikke! For et barn er født jer, en søn er givet jer, og i nat kan I møde ham her, hvis I vil.” Sådan hvisker englene til os. Det skal vi synge om lige om lidt i salmen ”Decembernat”. Og i den salme møder vi ordene i vers fem:

I nat tør vi tro det, i nat tør vi tro

at selv helt alene er mennesket to

at barnet fra himlen skal vokse sig stort

det sted i os selv, hvor vi kommer til kort.

Vi kommer alle sammen til kort på tidspunkter i vores liv. Både over for os selv og i situationer hvor det gælder andre. Og vi kommer til kort i selve livet, fordi det i sidste ende ikke er noget, vi har 100% kontrol over. Det havde Maria ikke, da hun fik at vide, at hun skulle føde Guds Søn; det har vi ikke, når verden mere eller mindre lammes af en virus.

Men én ting ændrer sig ikke: Fra og med den første julenat er vi aldrig mere alene i livet. ”Selv helt alene er mennesket to.” Det er vi, fordi der kom et menneske som ingen anden til os.

Og hvor man end sig vender hen, så er det jul og jul igen… og igen og igen og igen… Det er hele pointen. Vi kan rykke så meget vi vil på tingene, men det ændrer ikke ved, at Jesus er født i Betlehem. Gud er kommet til os. Og Gud bliver ved med at være hos os, også tværs gennem restriktioner og besværligheder.

Og dermed forbliver juleglæden også hos os. Over for julens glæde kommer vi ikke til kort. Til julens glæde kan vi kun synge vores glæde og taknemmelighed ud: ”Ære være Gud i det højeste og på jorden! Fred til mennesker med Guds velbehag!” Amen.

 


Prædiken 25/4-21 - Tredje søndag efter påske

Link til dagens tekster på Bibelselskabets hjemmeside 

 

I onsdags lå der en stor kuvert i min postkasse. Der var hverken frimærke eller afsender på, så jeg åbnede den nysgerrigt. Indeni fandt jeg endnu en lukket kuvert og en lille lap papir, hvorpå der stod:

Kære Eva

Jeg har noget meget vigtigt at sige til menigheden.
Vil du ikke nok love mig, at du læser vedlagte brev højt
ved gudstjenesten på søndag?

Bedste hilsen
Herringe Kirke

Den lukkede kuvert var forsynet med en forsegling og ordene: "MÅ FØRST ÅBNES SØNDAG PÅ PRÆDIKESTOLEN!" - Så nu står jeg her og har et brev, som jeg vil læse højt for jer.

Kære menighed,

Jeg begynder med en gåde: Hvad er 7 x 17? Svaret giver jeg senere.

Siden 23. december sidste år har jeg haft umindelig lidt at lave. Den dag blev der sat en stopper for, at vi sammen kunne gøre det, vi er så glade for, nemlig at samles i Faderens og Sønnens og Helligåndens navn og holde gudstjeneste i fællesskab her omgivet af mine mure.

Jeg havde glædet mig til at lade mine klokker kime til julefest, ringe nytåret ind, lade klokkerne bimle hver søndag efter søndag og kalde jer til fra nær og fjern. Men pludselig måtte jeg ikke.

Jovist, der kom da nogle regler til, som foreskrev, at jeg måtte lukke jer ind i små grupper for en kort tid, og så måtte I ellers bare sidde og se på et skuespil, der blev opført for jer. Jeg fik endda at vide, at I ikke måtte synge med på salmerne. Av, hvor gjorde det ondt! Jovist, Kristine synger dejligt, og der har også været masser af skøn musik fra Peter, men fællessangen kan nu noget helt særligt. Den binder os sammen og gør os alle til deltagere i gudstjenesten og ikke blot tilskuere. De fleste søndage, når I alle er gået hjem, så nynner jeg selv videre på de salmer, vi sang sammen i gudstjenesten. Det har været lidt småt med at nynne videre her den seneste tid, fordi fællessangens sus har manglet.

Jeg har overværet, hvordan Peter, Kristine og Eva har optaget sådan nogle internetgudstjenester her i mit rum. Og det er sådan set meget godt, men det er altså ikke det samme. Og det skete endda, at der var ”nogen”, som helt glemte Fadervor, fordi hun stod foran et kamera og ikke en menighed. Jeg hørte ganske vist, at de talte om at ”klippe det ud” (det glemte Fadervor), men det er bare sådan, at vi, kirker, med vores tykke mure husker ALT, hvad der gennem tiderne er sket mellem dem.

Også mine mure husker på alt, hvad der sker omkring dem. Det er også derfor, jeg har skrevet dette brev. Jeg vil nemlig gerne have, at I husker mig, som jeg også husker jer.

”En kort tid, så ser I mig ikke, og atter en kort tid, så skal I se mig.” Sådan sagde Jesus til sine disciple, men de havde svært ved at forstå, hvad han mente med det. Og sådan havde jeg det også med alle de her restriktioner og så videre. Jeg forstod i hvert fald ikke, hvorfor vi skulle undvære hinanden så længe.

Men i ventetiden har jeg til gengæld haft tid til at læse hele Bibelen. Og da jeg en dag under nedlukningen læste den del af Johannesevangeliet, som vi har hørt her på tredje søndag efter påske, så kom jeg til at tænke på Jesu ord om at kunne se og ikke at kunne se.

Jesus taler til disciplene Skærtorsdag, efter at de har spist måltidet sammen. Og han forsøger at fortælle dem om det, der skal ske, uden egentligt at sige det: ”En kort tid, så ser I mig ikke, og atter en kort tid, så skal I se mig.” Det er ikke en særlig mundret forklaring (og mellem os sagt, så mistænker jeg evangelisten Johannes for at ville lyde smart og intellektuel), men det er selvfølgelig også en stor og verdensomvæltende begivenhed, der skal ske. Det vidste Jesus, og det ved vi nu, men disciplene anede ikke, hvad fremtiden ville bringe.

Lige inden havde Jesus sagt noget om Talsmanden, eller Helligånden, som vi kalder den, og at Jesus var nødt til at gå bort for at der kunne blive plads til Helligånden i verden. Helligånden er den kraft, der har sat fut i menigheder verden over, og som er skyld i, at jeg og mange andre kirker i hele Danmark, ja, i hele verden, blev bygget for mange hundrede år siden.

Ja, Jesus skulle dø, så Helligånden kunne komme til os. I det store billede har det givet god mening, men derfor har det alligevel været trist og uforståeligt for disciplene, at de skulle miste Jesus.

På samme måde har det været med vores fællesskab her mellem mine mure. I den store sammenhæng giver det mening, at vi har skullet holde afstand og passe på os selv og hinanden, selvom det ikke har været nemt.

Men det har desværre været nødvendigt, at mit og jeres gudstjenesteliv skulle lide under nedlukning og restriktioner, men nu er tiden kommet til, at der skal sættes gang i mine mure igen.

Jeg indledte mit brev med en gåde, et regnestykke: Hvad er 7 x 17? Det er 119.

Og det er nøjagtigt 119 dage siden, at det var lillejuleaften og I med et snuptag fik at vide, at I skulle holde jer væk fra mig. 119 dage er længe. Så længe var Jesus ikke engang skjult for disciplene, og så længe skulle verden ikke engang vente på Helligånden. Der gik kun 50 dage mellem påske og pinse.

Men i den store sammenhæng er 119 et ganske lille tal. Og selvom jeg ikke er så meget for at indrømme det, så er mine mure blot bygget af sten. Og sten kan forgå. Men ham, som vi med apostlen Peters ord kalder ”hovedhjørnestenen” – han forgår ikke.

De bedste hilsener
Herringe Kirke