Jeg har været på førstehjælpskursus. Den korte udgave på nogle få timer. Jeg er ikke ekspert i at redde liv, men jeg har lært og fået genopfrisket det basale, som jeg aldrig håber at måtte få brug for. Men jeg mener, at det er vigtigt at kunne det, hvis uheldet pludselig er ude.

Den århusianske teolog K.E. Løgstrup skrev gennem sin karriere mange bøger og videnskabelige artikler om etik, Gud og mennesker. En af hans mest kendte sætninger lyder:

Den enkelte har aldrig med et andet menneske at gøre, uden at han holder noget af dets liv i sin hånd.

Løgstrup hentyder her til, at vi mennesker aldrig lever fuldstændig adskilt fra andre. Det kan være lidt eller meget, et blik, et smil, en samtale eller livreddende førstehjælp, men vi har altid noget at gøre med de mennesker, som er i verden sammen med os. Sidder jeg i toget på vej fra Odense til Ringe, kender jeg ikke nødvendigvis de andre passagerer, men de er alligevel mine medmennesker, og jeg er deres. Betaler jeg ved kassen i Brugsen, er jeg og ekspedienten i det øjeblik hinandens medmennesker. Er jeg i verden, er andre mennesker mine medmennesker.

Derfor er det ikke ligegyldigt, hvordan vi handler over for andre. Heller ikke når ulykker eller sygdom pludselig rammer. Menneskelivet er sårbart, og der skal ikke meget til, før vi skubbes ud af kurs eller måske endda ud af livet.

På førstehjælpskurset lærte vi primært om stroke og hjertestop. Stroke er en samlebetegnelse for blodpropper og blødninger i hjernen (altså det, som i gamle dage blev kaldt et ”slagtilfælde”).

Hjernen er vigtig. Den styrer alt i os. Og der skal ikke meget til, før hjernen tager skade. Oplever man, at en person i nærheden (eller en selv) pludselig får problemer med at tale, ikke kan koordinere deres bevægelser eller ansigtet hænger i den ene side, falder mistanken på stroke.

Huskereglen lyder:

Ring 1-1-2 og fortæl, at du har mistanke om stroke.

Hjernen er som sagt vigtig. Men den lever af den ilt, som leveres i blodet. Derfor er hjerte og lunger naturligvis også vigtige. Lungerne trækker luft og ilt ind, og hjertet sender iltet blod rundt i kroppen og ikke mindst til hjernen.

Hvis en person falder om med hjertestop, bliver tiden lige pludselig vigtig. Hvis luftvejene er frie og personen stadig ikke trækker vejret, skal man ringe 1-1-2 og begynde hjertelungeredning (HLR). Når der meldes et hjertestop ind til alarmcentralen, aktiveres Hjerteløberne automatisk og der sendes en ambulance. Men der kan gå mange minutter, før hjælpen er fremme, især herude på landet, og tiden er vigtig, så derfor skal hjertelungeredning begyndes med det samme

Hjertelungeredning er 30 tryk på brystkassen for at hjælpe hjertet med at pumpe blod rundt og 2 indblæsninger i munden for at sende ilt i lungerne. Hjertelungeredning er hårdt arbejde og giver sved på panden, men da jeg sad bøjet over dukken på førstehjælpskurset, var det ikke smerten i mit håndled eller min egen høje puls, som jeg tænkte på. Jeg tænkte derimod på, at det kunne være et menneske og deres liv, som pludselig var i mine hænder.

På søndag skal jeg prædike over teksten om Lazarus, der bliver vakt til live igen af Jesus. I det tilfælde var der ikke tale om førstehjælp, for Lazarus havde været død længe. Et sted i teksten står der endda: Martha, den dødes søster, sagde til Jesus: ”Herre, han stinker allerede; han ligger der jo på fjerde dag.”

Men Jesus kalder Lazarus ud af graven, og han er levende igen. Den slags genoplivning er ikke for os almindelige mennesker, og der går sjældent fire dage, før vi kommer folk til undsætning.

Lad det være min opfordring: Lær livreddende førstehjælp! Der findes kurser mange steder hele tiden, og man ved aldrig, om man en dag får brug for det. Få et kursus på arbejdspladsen, i sportsklubben, med naboerne eller med fremmede. Ligegyldigt hvor. Men gør det.