15/10/2026 0 Kommentarer
Torsdagstanker
Torsdagstanker
# HG Nyheder

Torsdagstanker
VANER OG RITUALER
Hvorfor gør vi, som vi gør?
Hvor mange af jer begynder hver dag på samme måde? I står op, går på badeværelset, drikker morgenkaffe eller -te, læser avisen over morgenmaden, går en tur i morgenluften, hører radio, ser tv. Og det samme om aftenen. Sidder I altid det samme sted og spiser? Kunne I finde på at bytte plads ved spisebordet?
De her ting, som vi foretager os igen og igen, er vigtige for os. Det kan føles helt forkert, hvis vi en dag tager strømper på før bukserne – eller omvendt. Det ligger så dybt i os at have vaner og fastlagte ritualer for, hvordan vi lever vores liv. Nogle gange prøver jeg at bilde mig ind, at jeg ikke er vanemenneske. Men så går der ikke længe, før min krop nok skal fortælle mig, at det er jeg.
Mens jeg læste teologi, boede jeg nogle år i Hinnerup, som ligger små 20 km nord for Aarhus. Den daglige morgentur til universitetet foregik med regionalbus. Her sad jeg – og mange andre – næsten altid på den samme plads. Og ve den intetanende lejlighedspassager, som uforvarende kom til at tage en af stampladserne.
En dag, da jeg skulle hjem, var der indsat en særlig erstatningsbus. Det var en langtursbus med toilet i midten og sæder i begge retninger. Der var en del mennesker med bussen, da jeg stod på, så jeg fik et af de mindre attraktive sæder, der pegede bagud. Og så begyndte en slåskamp mellem mine sanser. Øjnene så nogenlunde det samme. Tanken vidste, at jeg var på vej hjemad. Men min balance og øvrige sans for bevægelse i rum var helt forvirret.
Når jeg ser tilbage på min studietid, var den også fyldt med vaner og ritualer. Alt fra at købe kaffe i kantinen om morgenen til at sidde på samme plads i klasselokaler og på læsesalen til at gøre nogle helt bestemte ting inden man skulle op til mundtlig eksamen. Men jeg opdager også, at vaner og ritualer har fyldt meget i mine teologiske interesser.
Man skriver bacheloropgave og senere speciale, og indimellem er der en masse andre opgaver om alle teologiens vidunderlige kringelkroge. Og mærkværdigt nok skete der hurtigt det, at jeg kom til at interessere mig for de rituelle elementer inden for teologien.
Nu er der måske nogle af jer, der tænker: ”Jamen, er alle gudstjenester ikke et ritual?” Og jo, det er de. Sådan har det været længe, og det tager lang tid og mange overvejelser, før kirken beslutter sig for at ændre i de gældende ritualer. Kirken er om nogen et vanemenneske – hvis man kan kalde en institution sådan.
Men ét er at beholde gamle skikke, fordi man godt kan lide dem og fordi de er rare at have som vaner; noget andet er at fastsætte disse ”vaner” til at være et ritual.
Ordet ”vane” er af norrøn oprindelse og betyder slet og ret ”vane”. Simpelt.
”Ritual” eller ”rite” derimod kommer fra latin ”ritus”, som dels betyder ”religiøs ordning” (fordi det ofte er i den sammenhæng ordet er blevet brugt), dels ”fastlagt måde at gøre ting gentagne gange på”.
I bund og grund lyder det som om de to sprog forsøger at sige nogenlunde det samme.
Grænsen mellem vaner og ritualer er ikke 100% defineret, men en rudimentær skelnen kunne være, at en vane er noget, man har en vis kontrol over – eller rettere: det er en håndgribelig, ofte dagligdags ting, som vanen omfatter – mens et ritual er et forsøg på at sætte noget uforståeligt i relation til det nære.
Tager vi gudstjenesten som eksempel, så er dens ritual vores forsøg på at sætte os i forbindelse med noget, vi ikke helt forstår. Gud. Som præst tør jeg godt sige, at jeg ikke forstår Gud. Og jeg kommer nok heller aldrig til det. Men det betyder ikke, at vi skal lade være med at gøre forsøget.
Kommentarer