Prædiken fra søndag d. 20/10-2024.

Dagens tekster kan læses på dette link.

I dag vil jeg holde en unyttig prædiken!

Jeg nærer som de fleste præster et håb om, at I nede på kirkebænkene føler, at I får noget ud af alt det, jeg siger her fra prædikestolen søndag efter søndag. Det er der flere grunde til, at jeg håber I gør. Dels er det min pligt at være med til at forkynde evangeliet og udlægge Bibelens ord for jer. Det er jeg som præst kaldet til at gøre. Dels er det en glæde for mig at kunne forkynde Guds ord for andre. Jeg tror, at vi mennesker kan lære meget om både Gud, os selv og andre ved at høre, hvad Bibelen har at sige om den verden, vi er sat i.

Og dels – og nu kommer jeg med en indrømmelse – så handler det også lidt om forfængelighed. Vi præster kan godt lide at tale – I skulle blot være en flue på væggen, når der er møder blandt præster! – og når vi taler, vil vi også gerne anerkendes for at have sagt noget klogt, indsigtsfuldt eller nyttigt.

Men lige i dag… ja, der vil jeg altså holde en unyttig prædiken.

Jeg vil slå et slag for det unyttige. Frem i lyset med alt det, der ikke umiddelbart har nogen nytte. Som vingårdsejeren sagde til sin gartner i Jesu lignelse: ”Hvorfor skal træet stå og tage plads op til ingen nytte, når det ikke giver frugt?”

Forleden hørte jeg et brudstykke af et program på P1, hvor værten og en gæst talte om, hvad i alverden det skulle nytte at småsnakke med kassemedarbejderen i supermarkedet. Anledningen var, at der i Århus er åbnet et betjeningsfrit supermarked. Butikken er plastret til med kameraer, der overvåger alle de handlende og som registrerer, hvad den enkelte putter i sin kurv og på en eller anden måde regner ud, hvad kunden skal betale, og så vupti! kan man betale med sin telefon og derefter gå ud af butikken uden at have talt med et andet menneske.

”Det lyder godt nok smart!” sagde radioværten. ”Jeg synes altid, det virker så kunstigt og akavet, når man har den samme samtale gang på gang med kassemedarbejderen. Jeg ville elske at komme ind i et supermarked, hvor man kunne skære alt det der overflødige snak fra.”

”Det har faktisk en funktion, alt det, som du kalder ’overflødig snak’”, påpegede den kvindelige gæst i studiet, og hun forklarede:

For det kan godt være, at sætninger som ”nå, der skal nok være fødselsdagsfest” (når der er flagservietter, kagecreme og sodavand på båndet), ”det bliver 467,50” og ”vil du have bonen med?” forekommer som gentagende og på mange måder indholdsløse samtalestumper, men faktisk er det sådanne stumper, såkaldte mikrosamtaler, der er med til at gøre mennesker til mennesker.

Inden jeg blev præst, arbejdede jeg i 10 år som kassedame i et mellemstort supermarked i Århus. Og selvom jeg nogle dage gik hjem fra arbejde med omkring 500 ekspeditioner og dermed 500 gange mere eller mindre indholdsløse mikrosamtaler bag mig, så var det alle disse unyttige mikrosamtaler, som gjorde, at jeg med årene lærte mange af kunderne at kende og følte, at jeg blev en lillebitte smule klogere på menneskeheden ved at have ekspederet deres køb af broccoli, mælk og fryseposer en tilfældig tirsdag i kasse 5.

Men hvad nytter det? Ja, ikke så meget. Men at afvise disse småting som unyttige og sågar at ønske dem helt fjernet fra vores hverdag kan ifølge den kvindelige radiogæst føre til en gradvis forråelse af os og vores verdenssyn. Vi mister simpelt hen evnen til at se andre mennesker som mennesker.

For efterhånden nogle uger siden lagde politikerne op til, at de ville fjerne tilskuddet til de gymnasier, der har klassisk-sproglig linje, fordi de penge skal bruges på andre ting – altså underforstået: bruges på det, der nytter noget.

Det er givetvis ikke nyttigt ret mange steder i dagens Danmark (eller verden overhovedet), at man kan læse Saxo, Platon og Cicero på originalsprog, men frugten viser sig på en anden måde.

Frugten er eksempelvis, at jeg og mine præstekollegaer kan læse dagens evangelietekst på græsk og nærstudere det ord, som betyder ”til ingen nytte”, og her må jeg konstatere, at det er en afledning af ordet ”funktion”. Med andre ord står der i dagens tekst, at vingårdsejeren mener, at træet ikke har nogen funktion.

Men det afføder spørgsmålet: Hvad er det for en funktion, der tales om?

Vingårdsejeren ser kun træet for én funktion: At levere figner til hans frokostbord. Og i den henseende er træet da ganske unyttigt. Faktisk har der ikke været frugter på træet i hele tre år. Og mandens tålmodighed er brugt op. Hug det om! lyder ordren.

Men den kloge gartner beder om en chance til for træet. Gartneren ved, at der kan komme frugter på et senere tidspunkt. Og selv hvis der med omhyggelig pleje og god gødning ikke skulle komme frugter på figentræet, hvad så?

Hvad gør det, at der på netop dette træ ikke er frugter? Kan det ikke være nyttigt på en anden måde? Er der ikke andre funktioner for et træ end at give frugter til en velhavende vingårdsejer? Hvad med den fugl, som har bygget rede blandt træets blade? Hvad med de insekter, som kun lever af pollen fra figentræet? Og hvad med gartneren, der nyder at kunne tage sig en pause i træets skygge efter at have gået i solen blandt de bare vinstokke i timevis?

Alle de funktioner ser vingårdsejeren ikke. Ligesom radioværten, der ikke ser funktionen af småsnakkene med kassedamen som andet end spild af tid – hans tid, vel at mærke. Nuvel, det lægger måske fire sekunder til ekspeditionstiden, men det betyder, at radioværten har talt med et andet menneske den dag. Han har fået hvilet hjernen og har fået fire sekunder ekstra, hvor han ikke skal være effektiv og fuldt funktionsdygtig. Og kassedamen har fået anerkendelse for sit arbejde og tillige en anerkendelse af, at kunden har set hende som det menneske hun også er og ikke kun som den funktion, hun udfører.

Vi hørte for lidt siden Guds ord fra Ezekiels Bog: ”Alle menneskers liv tilhører mig.” Der er ikke nogen snak om nytte og funktion fra Gud. Gud ser alle mennesker for dem, vi er. Vi er lige meget menneske, om vi har en særlig funktion eller ej. Vi er alle lige for Gud. Så kort og godt kan det siges.

Det er meget muligt, at Gud kan sige det kort og godt, men det kniber til gengæld vældigt for præster. Vi har jo så meget vi gerne vil have sagt. Men måske skulle vi også spørge os selv: Hvad nytter det, at prædikenen er lang?

Så nu skal jeg spare jer for mere. Tag blot Guds ord med jer: ”Alle menneskers liv tilhører mig.” Amen!